Charles Ives

Faktaboks

Charles Ives
født:
1874
død:
1954

Charles Ives, 1874-1954, amerikansk komponist. Charles Ives ernærede sig som forsikringsagent og komponerede i sin fritid. Han var stærkt isoleret i samtiden og ophørte med at komponere i 1926.

Først i 1930'erne vaktes interessen for hans værk, der gav ham position som grundlægger af moderne amerikansk musik. Han skrev bl.a. fire symfonier, orkesterværkerne The Unanswered Question (1906), Holidays' Symphony (1904-13) og Three Places in New England (1908-14), kor- og kammermusik samt sange.

Charles Ives eksperimenterede med mange af de stilmidler, der skulle blive karakteristiske for 1900-tallets musik, bl.a. poly- og atonalitet, kvarttonetrin og clusters.

Det føjede han sammen med traditionel musik og citater fra salmer, marcher, folkesange og -danse til collager, der tit gengiver indtryk fra hans barndomsby, hvor fx marchorkestre på festdage spillede forskellige melodier fra hver sit hjørne af markedspladsen.

Filosofisk var Charles Ives inspireret af de amerikanske transcendentalister, hvis hovedskikkelse, R.-W. Emerson, han skildrede i Concord-klaversonaten (1910-15).

Kommentarer

Din kommentar publiceres her. Redaktionen svarer, når den kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig