Charles Huggins, 1901-1997, amerikansk kirurg og kræftforsker, professor ved Ben May Laboratory for Cancer Research ved universitetet i Chicago 1936-69. Huggins påviste, at lægemidler indeholdende kvindeligt kønshormon (østrogen) ved behandling af patienter med prostatakræft kan forsinke svulstens vækst væsentlig, og at mandligt kønshormon (testosteron) fremmer væksten. Derved blev en ny epoke i medicinsk kræftbehandling indledt, hvilket indbragte Huggins nobelprisen i fysiologi/medicin i 1966 sammen med Peyton Rous.