Charles Grey, 13.3.1764-17.7.1845, britisk politiker, premierminister 1830-34; søn af Charles Grey. Grey blev indvalgt i Underhuset i 1786 for Whigpartiet og var en af Charles James Fox' nærmeste tilhængere. Som formand for The Society of the Friends of the People arbejdede Grey for en parlamentsreform. I 1806 blev han marineminister og samme år udenrigsminister, og efter at være blevet jarl i 1807 var han i mere end 20 år Whigpartiets leder i Overhuset. Grey var i stærk opposition til Torypartiet, og da stemningen i 1830 gjorde reformer aktuelle, dannede han i november en regering, der i 1832 gennemførte parlamentsreformen. Det skete efter et skarpt opgør med Overhuset, som Grey tvang til at bøje sig ved at true med at gå af.