Charles Goren, 1901-1991, amerikansk sagfører, som ca. 1940-80 var verdens førende bridgeautoritet. Han vandt VM-guld 1950, sølv 1956-57 og lå 1944-62 øverst på den amerikanske mesterpointliste. Hans meldesystem, Goren, gav ham navnet "Mr. Bridge". Systemet var det første, der med en enkel pointberegning var let at forstå, og det er grundlag for de metoder, der kaldes Standard American. En række af hans bøger, vigtigst Gorens Store Bridgebog (1959), er oversat til dansk.