Charles Frédéric Gerhardt, 21.8.1816-19.8.1856, tysk-fransk kemiker. Hans navn er uløseligt knyttet til typeteorien (1842), som i korthed kan beskrives ved, at carbonforbindelser betragtes som tilhørende en af fire hovedtyper afhængigt af, om de kan afledes af brint, hydrogenklorid, vand eller ammoniak. Teorien, der må siges at have sejret, var en modsætning til Berzelius' dualismeteori, der beskrev alle stoffer som hængende sammen ved elektrostatiske kræfter mellem modsatladede dele. Charles Frédéric Gerhardt kom ved fremsættelsen af typeteorien i strid med de fleste af datidens kemikere, men fastholdt urokkelig sin teori. Som antiautoritær faldt det ham naturligt at deltage aktivt i revolutionen i Paris i 1848.