Charles François Dumouriez, 1739-1823, fransk general. Dumouriez deltog dels i militære opgaver som besættelsen af Korsika i 1768, dels i diplomatiske missioner i forskellige europæiske hovedstæder. Under Revolutionen knyttede han sig til Jakobinerklubben uden at afbryde samarbejdet med Ludvig 16. Han støttede Brissots krigspolitik og blev i marts 1792 udenrigsminister og dermed medansvarlig for krigserklæringen mod Østrig og Preussen i april. Han overtog kommandoen over de hærafsnit, som tidligere La Fayette havde ledet. Han vandt 20.9. Slaget ved Valmy og standsede hertugen af Braunschweigs hær. Herefter invaderede han det nuværende Belgien og senere også Holland. Konventet fejrede ham som en folkehelt. Snart kølnedes forholdet dog, og efter et nederlag ved Neerwinden 12.3.1793 og et mislykket kup for at genindføre kongemagten gik Dumouriez over til østrigerne. Resten af livet tilbragte han i eksil, bl.a. i Danmark, men for det meste i England.