Faktaboks

Charles Evans Hughes
Født
11. april 1862
Død
27. august 1948

Charles Evans Hughes, 11.4.1862-27.8.1948, amerikansk jurist og politiker.

Hughes var staten New Yorks guvernør fra 1906, indtil han i 1910 udnævntes til højesteretsdommer. I 1916 trådte han tilbage fra denne stilling for at stille op som republikansk præsidentkandidat mod den siddende demokratiske præsident, Woodrow Wilson; demokraterne vandt en kneben sejr.

I 1921-25 var Hughes udenrigsminister under præsidenterne Warren G. Harding og Calvin Coolidge; hans vigtigste resultater var fredsaftalen med Tyskland, Washingtonkonferencen, som begrænsede stormagternes flådestyrker, samt Dawesplanen, der stabiliserede Tysklands økonomi vha. amerikanske lån.

Som præsident for USA's højesteret, United States Supreme Court, i 1930-41 var Hughes med til at erklære flere vigtige New Deal-love for grundlovsstridige. Præsident Franklin D. Roosevelt svarede i 1937 igen ved at foreslå en udvidelse af højesteret. Hughes kritiserede forslaget i et offentligt brev, men kort efter ændrede domstolen kurs og godkendte flere centrale New Deal-lovkomplekser.

Kommentarer

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig