Charles Boyer, 1899-1978, fransk-amerikansk skuespiller. Boyer havde stor succes som romantisk elsker og undertiden upålidelig levemand i 1930'ernes og 1940'ernes Hollywood, hvor han blev stjerne efter ti år i fransk teater og film. Blandt hans populæreste film var Mayerling (1935, Mayerling-Dramaet), The Garden of Allah (1936, Allahs Have), Conquest (1937, Maria Walewska) og Gaslight (1944, Gaslys). Som ældre fik han fornyet succes i tv, bl.a. i serien The Rogues (1964-65, A/S Storsvindlerne).