Chari, flod i det centrale Afrika. Den udspringer i Den Centralafrikanske Republik, løber mod nord gennem savanneområdet i det sydlige Tchad og udmunder i et delta i Tchadsøen. Flodvandet udnyttes til kunstvanding og forsyner Tchads hovedstad Ndjamena med vand; stadig mindre vand når frem til søen, som i slutningen af 1900-t. var blevet stærkt formindsket. Chari er sejlbar i regntiden, og i de regnrigeste år er der forbindelse med den nigerianske flod Benue.