Chantilly, by 40 km nord for Paris, Frankrig. 11.300 indb. (1991). Byen har en kendt hestevæddeløbsbane i den store Chantillyskov, som er et yndet udflugtsmål. Renæssanceslottet i Chantilly er bygget i midten af 1500-t. for Frans 1.s magtfulde rådgiver Anne de Montmorency. Det irregulære, firkantede bygningskompleks med runde hjørnetårne blev ødelagt under Den Franske Revolution, men genopbyggedes 1876-85. Slottet rummer Museé Condé med en stor bog- og kunstsamling, bl.a. klenodier som Limbourg-brødrenes tidebog for hertugen af Berry og Étienne Chevaliers tidebog af Jean Fouquet. Barokhaven blev fra 1665 anlagt af André le Nôtre.