ITV, Independent Television, Storbritanniens regionale kommercielle tv-selskaber, også kaldet Channel 3. Privat reklamefinansieret tv-virksomhed blev påbegyndt i 1955 som alternativ til det offentlige tv-selskab BBC, hvis monopol dermed ophørte. Privat tv tildeltes kun en enkelt sendefrekvens og blev opdelt i 14 regioner med hver sit selskab, som så etablerede et samarbejde om et fælles landsdækkende netværk. Som følge af deregulering er der de seneste år sket en voldsom koncentration, hvor opkøb af mindre selskaber og en fusion mellem de to største, Granada og Carlton i 2004, har samlet 11 regioner (90% af ITV) i et nye selskab med navnet ITV plc. ITV 1 er Storbritanniens største kommercielle kanal med 3-4 gange større markedsandel end konkurrenterne Channel 4 (fra 1982) og Channel 5 (fra 1997). ITV har siden 2004 lanceret tre digitale kanaler med bl.a. genudsendelser fra ITV's store programlager og amerikanske serier og sport.