Champa, Campa, historisk rige i den mellemste del af det nuværende Vietnam og ind i Cambodja; riget var selvstændigt 192-1471, da det blev indtaget af det nu selvstændige Dai Viet. Efter 1471 levede mindre dele af Champa videre som selvstændige eller halvselvstændige småstater under stadigt pres fra det voksende vietnamesiske kejserrige. I 1836 annekteredes de sidste stumper, men snart efter kom begge riger under Frankrig. Det talrigeste og førende folkeslag var chamfolket, som var kommet til Vietnam fra Indonesien i de første århundreder e.Kr. De var hinduiserede malajer, som allerede i 300-t. havde udviklet en skrift af indisk oprindelse. Champas nordgrænse var skillelinjen mellem indisk og kinesisk civilisation i Sydøstasien.