Challenger-ekspeditionen

Artikelstart

Challenger-ekspeditionen, verdensomsejling, der som den første blev foretaget med henblik på udforskning af verdenshavene. Den britiske ekspedition foregik 1872-76 med korvetten Challenger, der var under kaptajn George Nares' kommando, mens det videnskabelige arbejde blev ledet af Charles Wyville Thomson. Skibet sejlede over Atlanterhavet, Det Indiske Ocean og Stillehavet og endte med at sejle rundt om Antarktis.

Ekspeditionen gennemførte en lang række dybhavssonderinger, som skabte baggrund for den første egentlige kortlægning af oceanbundens topografi, geologi, bundsedimentation og strømforhold. Gennem biologiske analyser blev mere end 4000 nye arter påvist, og man fik for første gang bevis for, at der fandtes liv overalt på bunden af oceanerne. De videnskabelige resultater blev 1881-95 publiceret i et 50-binds-værk.

Kommentarer

Din kommentar publiceres her. Redaktionen svarer, når den kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig