Cestiuspyramiden, antikt, pyramideformet gravmæle for embedsmanden Gajus Cestius. Pyramiden blev opført ca. 12 f.Kr. nær Porta Ostiensis i Rom og senere indbygget i Den Aurelianske Mur. Den er 36 m høj, støbt i beton og beklædt med mursten, som igen er beklædt med marmor. Gravkammerets vægge var bemalede. Pyramiden er eksponent for den interesse for Egypten, der opstod efter Slaget ved Actium i 31 f.Kr.