Cesar Chavez, 31.3.1927-23.4.1993, amerikansk fagforbundsleder. Chavez begyndte fra 1962 at organisere de spansktalende landarbejdere i Californien og var fra midten af 1960'erne formand for landarbejderforbundet United Farm Workers under AFL-CIO. Forbundet organiserede omfattende boykotaktioner og bekæmpede også anvendelsen af pesticider. Omkring 1980 meldte mange medlemmer sig ud af forbundet, men Chavez fortsatte organisationsarbejdet.