Center for Undervisningsmidler, CFU, pædagogisk institution, hvis hovedopgave er at være vejledende og rådgivende for lærere med hensyn til undervisningsmidler og -metoder. Centrene betjener grundskoler, gymnasier og andre uddannelsesinstitutioner og er knyttet til regionernes professionshøjskoler med afdelinger over hele Danmark, på Færøerne og i Grønland.

Centre for Undervisningsmidler har dels en fast samling af apparatur og materialer, dels en materialesamling, beregnet til udlån til skoler og andre undervisningsinstitutioner. En fælles digital platform for alle centrene, mitCFU, giver adgang til søgning i samlingen samt til e-bøger og streaming af film og tv-udsendelser.

Centrene har endvidere som opgave at yde teknisk bistand til lærere ved fremstilling af egne undervisningsmaterialer. Der afholdes en lang række, især kortvarige, kurser om pædagogiske emner.

Center for Undervisningsmidler hed indtil 1976 skolecentral og 1976-97 amtscentral. Amtscentraler blev indført ved lov i 1975.

Kommentarer

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig