Celine Dion, f. 1968, canadisk popsanger. Hun udsendte sin første lp, La voix du Bon Dieu (1981), som 12-årig. I 1989 begyndte Celine Dion også at synge på engelsk og fik dermed et publikum også uden for den fransksprogede del af Canada, Frankrig og Schweiz; for Schweiz havde hun i 1988 vundet det europæiske Melodi Grand Prix med sangen Ne partez pas sans moi. Med en sjældent ren og klar, men lidt følelsesneutral stemme har Celine Dion opnået et bredt, internationalt publikum, ikke mindst gennem sange til film, fx Beauty And The Beast (1991) og Titanic (1997), hvorfra hendes indspilning af My Heart Will Go On blev et megahit.