Catanzaro

Catanzaro, by i Syditalien; 93.000 indb. (2011). Byen er hovedstad for regionen Calabrien og provinsen Catanzaro (2391 km2, 369.600 indb. 2001). Med en isoleret beliggenhed 10 km fra havet har byen kun lokal betydning; egnen er økonomisk svag og har en del afvandring. Den ligger i et område med mange jordskælv, som gentagne gange har forvoldt store ødelæggelser.

Catanzaro blev grundlagt først i 1000-t. af byzantinerne og kort efter erobret af normannerne (1059). Herefter var den bispesæde; i 1799 blev den en del af Den Parthenopæiske Republik. Byens borgere deltog i 1800-t. i forskellige oprør mod kongerne af Begge Sicilier. I 1943 blev Catanzaro udsat for bombardement.

Kommentarer

Din kommentar publiceres her. Redaktionen svarer, når den kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig