Castelo Branco, (port. 'hvide borg'), portugisisk by 180 km SØ for Porto tæt ved grænsen til Spanien; ca. 31.200 indb. (2004). Byen er hovedstad for det 6675 km2 store distrikt af samme navn med 208.000 indb. (2001) og for den tidligere provins Beira Baixa, der efter Portugals inddeling i statistiske regioner tilhører regionen Centro.

Byen har oplevet en vis industriel vækst i elektronik- og tekstilerhvervene, men området som helhed har generelt været præget af affolkning. I byen ligger den fornemme barokhave Jardim do Paço Episcopal med talrige statuer af bl.a. apostle, helgener og den portugisiske kongerække.

Siden 1600-t. har Castelo Branco været berømt for sine colchas, en type broderet sengetøj, som kan ses på byens museum.

Byen har sin oprindelse i en urgammel befæstning, der i middelalderen af tempelridderne blev udbygget til en egentlig borg, som siden 1200-t. har båret det nuværende navn.

Kommentarer

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig