Carsten Hauch

Carsten Hauch, Johannes Carsten Hauch, 1790-1872, dansk forfatter, født og opvokset i Norge. Han lagde sig ud med slægtens embedstraditioner ved at følge sin begejstring for romantisk digtning og naturfilosofi. I 1820 blev han magister i naturvidenskab og året efter doktor på en afhandling om zoologi. Et stipendium førte til studier i Paris og Nice, hvor han 1823 blev ramt af en betændelse i foden. På sygelejet brød han den tavshed som digter, han havde pålagt sig, da forbilledet Oehlenschläger havde kritiseret studenterårenes forsøg. Foden blev amputeret, og alt blev sort for naturdyrkeren og sportsmanden, der måtte imødese en fremtid som krøbling, og som havde mistet lysten til videnskab og troen på sit talent. Et mislykket selvmordsforsøg i 1826 blev vendepunktet. Under et ophold i kunstnerkolonien i Rom studerede han oldtid og renæssance; han kunne rejse hjem med en række dramatiske værker i bagagen for at blive lektor i naturvidenskab ved akademiet i Sorø (1827-46).

Hauch søgte forgæves at nå det store teaterpublikum ved at lægge sig efter de populære intrigestykker i J.L. Heibergs og A.E. Scribes lette, franske manér. I stedet udviklede han sig i Shakespeares, Schillers og Oehlenschlägers spor. Psykologisk bedst blev Marsk Stig (1850), Tycho Brahes Ungdom (1852) og det lyriske eventyrdrama Søstrene paa Kinnekullen (1849). Romanerne fik flest læsere. De kunne mangle anskuelighed, fordi deres sammenstød mellem store skæbner og viljer blev henlagt til fjerne tider og steder som i Vilhelm Zabern (1834) fra Christian 2.s tid, Guldmageren (1836) og En polsk Familie (1839); de sene romaner blev strammere: Saga om Thorvald Vidførle (1849), Robert Fulton (1853), Charles de la Bussière (1860). Lyrikken (samlet 1842, 1854, 1861, 1869) spænder fra sang til salme, fra den episke digtkreds til den melankolske, patetiske og "nyplatonske" tankelyrik, som griber efter livet for skuffet at vende sig hinsides, idet udødelighedshåbet bestandig trues af tvivl. Hauch udviklede stadig romantikkens vers, især Nibelungenverset og de rimløse, frie rytmer.

1846-48 var Hauch professor i nordisk sprog og litteratur i Kiel og fra 1851 i æstetik ved Københavns Universitet, hvor han videreførte og kvalificerede forgængeren Oehlenschlägers litteratursyn med sin indfølende læsning af dramatiske værker. Et nybrud var hans originalt litterære tilgang til de islandske sagaer. Hauch døde under et ophold i Rom og blev begravet på den protestantiske kirkegård. Minder 1-2 (1867-71) er en helstøbt selvbiografi om en splittet personlighed, der med tragisk patos og dyb selvkritik fortsatte sin vækst igennem hele livet.