Carol Shields, 1935-2003, canadisk forfatter. Efter at have udgivet digte og litteraturkritik debuterede hun i 1976 med romanen Small Ceremonies. Stille ironi og nøjagtig registrering af moderne parforhold og familieliv præger hendes romaner, fx The Republic of Love (1992, da. Kærlighedens republik, 1996). Forholdet mellem intellektuelt arbejde og hverdagsliv indgår også i hendes stof. For The Stone Diaries (1993, da. Skrevet i sten, 1995) modtog hun Pulitzerprisen. I 2002 kom biografien Jane Austen.