Carnuntum, romersk militærlejr og by ved Donau mellem det nuværende Petronell og Deutsch-Altenburg ca. 40 km øst for Wien. Carnuntum lå, hvor handelsvejen fra Italien mod Østersøen krydsede den øst-vestgående handelsvej langs Donau. I 15 e.Kr. blev en romersk legion forlagt hertil, og tæt ved legionslejren voksede en civil bosættelse frem (canabae) og 2 km længere væk en civilby. I 106 blev Carnuntum administrativt centrum for provinsen Pannonia Superior og opnåede under kejser Hadrian i ca. 124 status som municipium. Canabae og municipium ophøjedes til colonia i 194 under Septimius Severus, der året før var blevet udråbt til kejser i Carnuntum. De to bysamfund blev udsat for ødelæggelser under de markomanniske krige 166-72 og 177-80. De genopbyggedes, men forfaldt ca. år 400.

Betydelige ruiner fra civilbyen står i dag tilbage, bl.a. et stort paladsanlæg. Endvidere er både det civile og det militære amfiteater blevet frilagt. I ruinområdet findes et museum med fund fra stedet.

Kommentarer

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig