Carlo Scorza, 15.6.1896-23.12.1988, italiensk politiker. Journalisten Scorza var blandt de første medlemmer af Mussolinis fascistiske bevægelse. Hans ry for brutalitet og handlekraft fik i foråret 1943 Mussolini til at udnævne ham til ny sekretær for fascistpartiet. Han undlod imidlertid at forsvare Mussolini, da et flertal i det fascistiske storråd afsatte ham i juli 1943. Scorza blev arresteret for "defaitisme" af myndighederne i Salòrepublikken, men undgik henrettelse; han udvandrede efter krigen til Argentina, hvorfra han vendte tilbage til Italien i 1960'erne.