Carl Popp-Madsen

Faktaboks

Carl Popp-Madsen
født:
2. oktober 1900
død:
1. juni 1973

Carl Popp-Madsen, Carl Frants Popp-Madsen, 2.10.1900-1.6.1973, dansk jurist. Carl Popp-Madsen blev cand.jur. i 1925 og dr.jur. i 1933 med disputatsen Bod. Bidrag til Læren om Retshaandhævelsens Midler. Han var universitetsmanuduktør 1925-39 og lektor i retsvidenskab 1939-44 ved København Universitet. I 1926 blev han ansat i Justitsministeriet, hvor han 1939-45 var ekspeditionssekretær. Efter sigende skulle Popp-Madsen være blevet foreslået at blive byretsdommer, hvilket han afslog angiveligt med bemærkningen: "man spænder ikke en hvid elefant for en trækvogn".

Carl Popp-Madsen nærede nationalsocialistiske anskuelser og virkede bl.a. som leder af Schalburgkorpset, formentlig især for korpsets efterretningstjeneste. Han blev arresteret i maj 1945 og blev ved Højesteret i 1947 idømt 12 års fængsel samt fortabelse af borgerlige rettigheder, først og fremmest for sin involvering i Schalburgkorpset. Popp-Madsen blev benået to år senere og drev efterfølgende juridisk virksomhed.

Kommentarer

Din kommentar publiceres her. Redaktionen svarer, når den kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig