Carl Fredrik Reuterswärd

Faktaboks

Carl Fredrik Reuterswärd
Født
1934
Død
2016

Artikelstart

Carl Fredrik Reuterswärd, 1934-2016, svensk billedkunstner og forfatter; uddannet hos Fernand Léger i Paris 1951-52 og på Konsthögskolan i Stockholm 1952-55. Flere af Carl Fredrik Reuterswärds værker er båret af humor og et direkte politisk engagement, fx bronzeskulpturen Non-Violence (1980-86), en revolver med knude på løbet, udført som reaktion på mordet på John Lennon i 1980 og opstillet i en række svenske byer (Stockholm, Lund, Malmø m.fl.) og i bl.a. New York foran FN-bygningen (1988).

Carl Fredrik Reuterswärd viste en stor bredde i udtryksformer, fra happenings til portrættegninger af bl.a. Picasso, foruden eksperimenterende film og digte, bl.a. samlingerne Angående disciplinen ombord (1958) og VIP (1963).

Med baggrund i neodadaisme og i den neosurrealistiske sammenslutning Phases var det modsætningsfyldte og analytiske ofte hans kendemærke.

I 1999 modtog Carl Fredrik Reuterswärd FN's Sikkerhedsråds Award of Honour og året efter Daily Points of Light Award, der uddeles af USA's præsident.

Læs mere om svensk billedkunst.

Kommentarer

Din kommentar publiceres her. Redaktionen svarer, når den kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig