Carl Ewald

Faktaboks

Carl Ewald
født:
15. oktober 1856
død:
23. februar 1908

Carl Ewald.

.

Carl Ewald.

.

Carl Ewald, 15.10.1856-23.2.1908, dansk forfatter, søn af H.F. Ewald, far til Poul Henningsen.

Carl Ewald arbejdede som lærer i bl.a. naturhistorie i sin ungdom og udgav i 1880'erne en række problembøger i tidens stil om bl.a. kønsroller og børneopdragelse og udfoldede sig i årene derefter energisk i snart sagt alle genrer: Under mærket "Hr. Hansen" leverede han journalistik til Politiken.

Han skrev skuespil, romaner fra nutid og nær og fjern fortid, fx Mogens Heinesen (1904), Jens Hvas (1906) og biografier, fx Danske Dronninger uden Krone (1906-08) om bl.a. Dyveke og Louise Danner (se grevinde Danner) — alt sammen malet med bred naturalistisk pensel, lidt kulørt og meget populært.

Carl Ewald genfortalte danske sagn og folkeeventyr i Eventyrskrinet (1906-07) og oversatte bl.a. Brødrene Grimms eventyr (1905).

Sin varigste og mest originale indsats ydede han imidlertid som forfatter til over 20 hæfter med eventyr for børn, hvoraf de første udkom i 1882, de seneste året efter hans død.

I Charles Darwins og naturvidenskabernes ånd skulle eventyrene bibringe børnene forståelse af naturen og de evolutionære kræfter, der virker i den. Det pædagogiske sigte er ikke til at tage fejl af, men fantasi og opbyggelighed indgår en munter og ganske charmerende alliance i disse eventyr, som med mellemrum er blevet genudgivet.

Kommentarer

Din kommentar publiceres her. Redaktionen svarer, når den kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig