Faktaboks

Carl Brisson

Carl Frederik Ejnar Pedersen

Født
24. december 1893, København
Død
26. september 1958, København
Carl Brisson
Arline Judge og Carl Brisson i Robert Floreys film Ship Café fra 1935

Carl Brisson var en dansk sanger og skuespiller. Han nåede at ernære sig som bokser, at synge i varietéer og operetter og at spille hovedrollen i flere hollywoodfilm.

Carl Brisson indledte sin karriere som professionel bokser, men i 1916 blev han engageret som sanger til forlystelsesstedet Sommerlyst på Frederiksberg. I 1917 kom han til Sverige og optrådte som varietédanser og sanger i Ernst Rolfs "Mosebacke-revyer". To år senere tog han til England og blev i 1923 en fejret operettesanger med stor succes som grev Danilo i Den glade enke, der blev spillet 780 gange.

Efter hovedroller i Alfred Hitchcocks film The Ring (1927) og The Manxman (1929) flyttede Brisson til Hollywood og indspillede dér bl.a. filmen All the King's Horses (1935, Hjerterkonge), hvor han lancerede sangen A Little White Gardenia. Denne blev hans kendingsmelodi i karrierens videre forløb, hvor han optrådte som entertainer i førende amerikanske natklubber.

Efter 2. Verdenskrig opholdt Brisson sig hver sommer i Danmark og bidrog til den hjemlige popularitet med koncerter og kabaretoptræden i København, bl.a. i 1949 og 1952. Carl Brisson lavede flere pladeindspilninger — også med et dansk repertoire, fx Visen om København af Robert Henriques og Carl Arctander og Når de lyse lærker synger over Danmark med tekst af Piet Hein.

Kommentarer

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig