Carl Bloch

Faktaboks

Carl Bloch
født:
1834
død:
1890

Christian 2. Et ydre pres på et land skærper som regel folkets historiske bevidsthed. Således også i Danmark efter det ydmygende nederlag til Preussen i Den Slesvigske Krig i 1864. Nederlaget forstærkede de danske kunstneres interesse for historiemaleriet. Motivvalget var i reglen kendte situationer fra middelalderen og renæssancen. Her Carl Blochs maleri fra 1871 Christian 2. på Sønderborg Slot; Frederiksborgmuseet.

.

Carl Bloch. En kone der sælger fisk, 1875. Olie på træ. Statens Museum For Kunst, www.smk.dk

.

Carl Bloch. Foto: Christensen & Zahrtmann, København.

.

Carl Bloch, To koner, der taler sammen, 1874. Nivaagaards Malerisamling.

.

Carl Bloch, 1834-1890, dansk maler og grafiker, bror til Emil, Oscar og William Bloch. Carl Bloch blev uddannet på Kunstakademiet 1849-53 under Wilhelm Marstrand.

Efter sin debut 1853 på Charlottenborg, hvor han siden udstillede, fortsatte han sin karriere i Marstrands fodspor med folkelivsskildringer fra Danmark, fx Fiskerfamilier venter deres mænds hjemkomst ved frembrydende uvejr (1858, Hirschsprung), og fra Italien, som fx Fra et romersk osteri (1866, Statens Museum for Kunst) og Munk (1870, Aarhus Kunstmuseum).

Carl Bloch bevægede sig gradvis over i realismen, som det ses i En kone, der sælger fisk (1875, Statens Museum for Kunst), Konen med spurvene (1886) og Landskab i bygevejr (1886, begge på Aarhus Kunstmuseum).

Fra begyndelsen af 1860'erne malede han monumentale, barokinspirerede billeder med motiver fra mytologi og historie, hvoraf flere er blevet folkeeje: Samson hos filistrene (1863, Statens Museum for Kunst), Prometeus' befrielse (1864, privateje) og især Christian 2. på Sønderborg Slot (1871, Frederiksborgmuseet).

Han malede tillige flere altertavler og udsmykkede Christian 4.s bedekammer i Frederiksborg Slotskirke (1865-79) med 23 små malerier. Blandt hans portrætter er Wilhelm Marstrand (1867, Hirschsprung) og H.C. Andersen fra 1869.

Carl Bloch har en fremtrædende plads i dansk grafik. Hans værk omfatter 78 raderinger, hvoraf fire er fra 1868 og resten fra perioden 1880-89; motivkredsen spænder fra religiøse emner til genreskildringer, landskaber og portrætter; selvportrættet er fra 1880.

En afgørende inspirationskilde var Rembrandts raderinger, især med hensyn til brugen af clairobscur-virkninger. Hans arbejdsmetode indebar mange ætsegange og prøvetryk, før et resultat kunne anerkendes; det blev så ofte viderebearbejdet med koldnål.

Carl Bloch modtog i 1864 Thorvaldsens Medalje. Fra 1873 var han professor ved Kunstakademiet.

Kommentarer

Din kommentar publiceres her. Redaktionen svarer, når den kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig