Caravelle, fransk tomotoret jettrafikfly, som fløj første gang 27.5.1955. I alt blev der bygget 282 Caraveller i 11 forskellige versioner, hvoraf den største havde plads til 140 passagerer. SAS var typens anden kunde og anvendte flyet 1959-74. Flytypen, som var kendt for sin store driftsikkerhed, anvendtes af talrige luftfartselskaber. Sterling Airways anvendte Caravellen til charterflyvning i ca. 26 år.