Caquetá, departement i det sydlige Colombia; 88.965 km2, 465.500 indb. (2013). Områdets sydlige grænse udgøres af floden Caquetá, som er en biflod til Amazonas, og størstedelen af departementet er regnskov. Nybyggere trænger her frem langs floderne, som er de eneste transportveje. Flere områder er udlagt som reservater, bl.a. for en fåtallig indiansk befolkning. Mod vest, ved Andesbjergenes fod, ligger hovedbyen Florencia og flere mindre byer i et landbrugsområde.