Canusium var en romersk by, det nuværende Canosa di Puglia i Apulien i Italien. Canusium blev ifølge traditionen grundlagt af grækerne; efter Roms erobring af byen i 318 f.v.t. fortsatte man med at præge mønter med græsk skrift, og omkring begyndelsen af vor tidsregning omtales indbyggerne som tosprogede. I kejsertiden var Canusium en af de mest betydningsfulde byer i Apulien.

Canusium var i oldtiden et af de vigtigste arkæologiske centre i regionen. De ældste fund stammer fra jernalderen, og byens blomstringstid fandt sted i slutningen af den dauniske periode og begyndelsen af den romerske (300- og 200-tallet f.v.t.). Fra denne periode stammer en række velbevarede kammergrave samt den berømte canosakeramik.

Læs mere i Den Store Danske

Kommentarer

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig