Canadas historie 1867-2000

Ved ikrafttrædelsen af British North America Act den 1. juli 1867 dannedes den canadiske forbundsstat under navnet Dominion of Canada. Forbundet fik Ottawa som hovedstad og som sæde for forbundsregeringen og bestod fra begyndelsen af de fire provinser Ontario, Québec, New Brunswick og Nova Scotia. Allerede i 1846 var der gennem britisk diplomati opnået enighed om grænsen til USA. Grænsen til Alaska (USA siden 1867) blev dog først endeligt fastlagt i begyndelsen af 1900-tallet efter en bitter diplomatisk strid.

Dominion of Canada fik ret til at føre selvstændig indenrigspolitik, og med undtagelse af den liberale regering 1873-1878 under Alexander Mackenzie havde de konservative regeringsmagten indtil 1896. Regeringerne under John Alexander Macdonald i 1867-1873 og 1878-1891 søgte at konsolidere Canadas stilling gennem en protektionistisk toldpolitik over for USA og Storbritannien samt ved inddragelse og kolonisering af nye områder. Ved køb af Hudson's Bay Companys territorium i 1869 mangedoblede Canada sin størrelse. Det kæmpemæssige område fik betegnelsen Northwest Territories, og i 1870 dannedes provinsen Manitoba med centrum i Hudson's Bay Companys bosættelse ved Red River. I 1873 oprettedes det legendariske canadiske politikorps North-West Mounted Police, som opretholdt lov og orden i det store område. I 1885 fuldførtes jernbanen Canadian Pacific Railway tværs over Canada for at fremme koloniseringen. Til forbundet sluttede sig endvidere i 1871 British Columbia og i 1873 Prince Edward Island.

Det voldsomme fremstød mod nordvest havde også store omkostninger. I årene fra 1860 til 1870 udryddedes bisonoksen fra den amerikanske og canadiske prærie. Herved kom både den oprindelige befolkning, som i århundreder havde levet af de store flokke, og méstizer (blandingsbefolkningen i Canada), som også var afhængig af jagten og havde forsynet Hudson's Bay Company med næringsmidler, under et stort pres. Det førte i 1870 og 1884 til oprør blandt fransktalende og oprindelige indbyggere under ledelse af den fransktalende katolik Louis Riel. Begge opstande blev slået ned, og i 1885 blev Riel dødsdømt for landsforræderi og hængt. Modsætningerne mellem fransk- og engelsktalende i det vestlige Canada og Québec blev herved forværret.

Efter valget i 1896 overgik regeringsmagten til de liberale under Wilfrid Laurier. Regeringen indførte toldlettelser over for Storbritannien og fortsatte arbejdet med at befolke det store land. Tilbud om næsten gratis jord og fri transport lokkede mange til. I 1905 oprettedes to nye provinser, Saskatchewan og Alberta, og Canadas indbyggertal forøgedes fra cirka 5,7 millioner i 1901 til cirka 7,2 millioner i 1911.

Den konservative regering i 1911-1920 under Robert Borden støttede kraftigt Canadas rigsfællesskab med Storbritannien. Den fælles monark og indretning af statsinstitutioner efter britisk mønster sikrede, at båndene vedblev at være stærke, samtidig med at Canada hævdede sin uafhængighed. Under Boerkrigen i 1899-1902 deltog cirka 7000 canadiere på britisk side, og i 1. Verdenskrig deltog Canada med 600.000 mand og led svære tab. I 1917 indførtes tvungen værnepligt. Efter krigen blev Canada selvstændigt medlem af Folkenes Forbund.

I 1921 indførtes stemmeret for kvinder, og samme år blev William Lyon Mackenzie King leder af en liberal regering i en periode med stærk økonomisk fremgang. Højkonjunkturerne blev imidlertid brat afbrudt af Børskrakket i 1929, og krisen i 1930'erne ramte Canada særlig hårdt.

I 1931 vedtog det britiske parlament den såkaldte Westminsterstatut, der fastslog Canadas og de øvrige dominions stilling som selvstændige nationer.

Efter en valgsejr i 1930 overtog Det Konservative Parti (fra 1942 Progressive Conservative Party, PCP) under Richard Bedford Bennett (1870-1947) regeringsmagten. Bennetts regering søgte at imødegå den økonomiske krise med en protektionistisk politik. På Ottawakonferencen i 1932 aftaltes lavere toldafgifter inden for Det Britiske Imperium. I 1935 kom Mackenzie King og Det Liberale Parti (Liberal Party, LP) igen til magten, og i 1936 indgik Canada en handelsaftale med USA, som på længere sigt lettede den økonomiske situation.

Ved 2. Verdenskrigs udbrud indtrådte Canada straks på de allieredes side. I 1944 gav pres for en tvungen værnepligt anledning til protester i det fransktalende Québec; krigen forstærkede imidlertid også opfattelsen af en særlig canadisk identitet. Efter krigen deltog Canada i opbygningen af FN og var i 1949 medstifter af NATO. Samme år blev Newfoundland canadisk provins. I 1950-1953 deltog Canada i Koreakrigen.

I 1948 blev Mackenzie King afløst af partifællen Louis Stephen Saint Laurent, og LP havde regeringsmagten frem til 1957, da PCP under John Diefenbaker vandt valget. I perioden 1963-1979 dannede LP igen regering, først under Lester Bowles Pearson og fra 1968 under Pierre Elliott Trudeau.

I Québecprovinsen opstod i 1960'erne en stadig stærkere national bevægelse blandt fransk-canadierne. Med LP i spidsen oplevede provinsen en "stille revolution", der fjernede kirkens magt, reformerede uddannelsessystemet og styrkede québecernes selvværd. I 1968 dannedes partiet Parti Québecois (PQ), hvis mål var provinsens løsrivelse fra forbundsstaten.

Med undtagelse af en kort periode i 1979-1980 var Pierre Elliott Trudeau premierminister fra 1968 til 1984. Det franske sprogs stilling blev i denne periode styrket inden for statsforvaltningen, ligesom de enkelte provinser blev opfordret til at indføre sprogrettighederne i deres grundlove. Disse initiativer var imidlertid ikke nok for fransk-canadierne i Québec, hvor PQ i 1976 fik regeringsmagten og i 1977 gjorde fransk til eneste officielle sprog. I 1980 stillede provinsregeringen forslag om at indlede forhandlinger med forbundsregeringen om Québecs selvstændighed. Forslaget blev dog afvist ved en folkeafstemning. Som den eneste af Canadas provinser har Québec ikke kunnet godkende Canadas nuværende grundlov af 1982, fordi den ikke giver Québec en ønsket særstatus.

I 1984 blev den lange liberale regeringsperiode brudt, da den konservative Brian Mulroney efter en stor valgsejr overtog premierministerposten. I 1988 undertegnede Canada og USA en frihandelsaftale, Free Trade Agreement (FTA), trådt i kraft i 1989, som i 1994 med den såkaldte North American Free Trade Agreement (NAFTA) udvidedes med Mexico. Frihandelsspørgsmålet gav anledning til stor politisk uenighed, men det største politiske problem i Canada var forfatningsspørgsmålet. Ved en folkeafstemning i 1992 forkastedes et ændringsforslag til forfatningen, der anerkendte Québecs særlige status mht. kultur og retstradition, og voksende uafhængighedskrav fra separatister i Québec. Separatismen stilnede væsentligt af, efter at en folkeafstemning i 1995 om provinsens delvise løsrivelse resulterede i et snævert nej. I 1999 kom en afslutning på forhandlingerne mellem den føderale regering og inuit-befolkningen om kompensation for tabt land og øget autonomi ved oprettelsen af territoriet Nunavut med udstrakt selvstyre.

Læs videre om Canadas historie efter 2000

• Canadas historie indtil 1867
• Canadas historie 1867-2000 (denne artikel)
• Canadas historie efter 2000
• Canada generelt