Canada. Mange af landets store skove er udlagt som nationalparker.

.

Canada er en forbundsstat, bestående af 10 provinser og 3 territorier.

Befolkning

Canada. Havnefronten i Vancouver, Canada.

.

Med en befolkningstæthed på under 3 indb. pr. km2 er Canada én af verdens tyndest befolkede stater. Bortset fra enkelte mindre byer er landet næsten ubeboet nord for en linje, der løber ca. 300 km fra den amerikanske grænse. Større befolkningskoncentrationer findes i de små Atlanterhavsprovinser og især i grænseegnene til USA. Hele 60 procent af befolkningen bor i "The Main Street", der som et 1200 km langt bybælte strækker sig langs grænsefloden St. Lawrence i sydøst. Her ligger alle de store byer med undtagelse af Vancouver, Edmonton, Calgary og Winnipeg, der udgør større enklaver i de vestlige provinser. Største byer er Toronto (5,2 mio.), Montréal (3,7 mio.), Vancouver (1,8 mio.), Ottawa-Hull (1,1 mio.) og Edmonton (1,0 mio.) (alle inklusiv forstæder i 2004). Tilsammen fylder byerne ikke meget i det enorme landområde, men det er her – og navnlig i de hurtigt voksende forstæder – at 80 procent af canadierne bor.

Vandringen fra land til by og udviklingen i dødelighed og fertilitet svarer til det mønster, man kender fra andre ilande. Efter store børneårgange i årene efter 2. Verdenskrig er der sket et mærkbart fald i fødselsraten og en stigning i gennemsnitsalder og middellevetid (mænd 77 år, kvinder 82 år). Især pga. stor indvandring har vækstraten ligget relativt højt i hele efterkrigstiden og medført en fordobling af indbyggertallet siden 1951.

De mange immigranter er ingen ny foreteelse. Siden 1867 menes Canada at have modtaget ca. 15 mio. indvandrere og flygtninge, som til trods for, at mange igen har forladt landet, har haft stor indflydelse på befolkningens sammensætning. Tidligere kom de fleste fra Europa og USA, bl.a. som følge af diskriminerende indvandringslove, der skulle fremme et "hvidt" Canada. Dette har senere ændret sig. I 1960'erne gav man i princippet fri adgang for alle uanset race og nationalitet, men indførte til gengæld et pointsystem for at efterkomme behovet for kvalificeret arbejdskraft (1967). Af de i alt 963.325 indvandrere 1996-2001 udgjorde europæerne 20 procent, mens 59 procent kom fra Asien. Heriblandt var mange flygtninge, men også mange forretningsfolk, som fik indrejsetilladelse i kraft af det såkaldte "Business Immigrant Programme", en ordning, der forpligter ansøgerne til at investere et vist minimumsbeløb, og som hidtil har resulteret i en kapitaloverførsel på 1500 mio. can. dollar (1986-1991).

En følge af den nye indvandringsbølge fra mange tredjeverdenslande har været, at andelen af canadiere, som er af enten britisk, fransk eller oprindelig herkomst (inuitter, mestizer og indianere), er faldet fra 90 procent i 1901 til 75 procent i 1991. Dette skifte mod et mere flerkulturelt samfund er tydeligst i storbyerne Toronto, Montréal og Vancouver, der har været mål for størstedelen af indvandrerne. Det eneste større område, hvor efterkommere af den oprindelige befolkning er i overtal, er i Nunavut Territory, som er hjemsted for ca. 17.000 inuitter. Det 2 mio. km2 store territorium blev officielt åbnet i 1999 og er det første område på det nordamerikanske kontinent, hvor et indfødt folk har fået udstrakt selvstyre. Resten af de oprindelige folk, mest indianere og mestizer, som tilsammen tæller omkring 1 mio., lever i reservater eller som mindretal i byerne.

Skønt canadiernes levestandard er blandt verdens højeste, har over 10 procent af befolkningen en indtægt under den officielle fattigdomsgrænse. Blandt de fattige er der – foruden oprindelige folk i reservater og særlige territorier – en overvægt af etniske mindretal i de store bycentre med kriminalitet og høj arbejdsløshed.

Transport og kommunikation

På grund af de store afstande har udbygningen af infrastrukturen haft en høj prioritet i landets historie. Koloniseringen af prærieprovinserne kom for alvor i gang efter færdiggørelsen af den første transkontinentale jernbaneforbindelse, Canadian Pacific Railway (1885), ligesom etableringen af veje, kanaler, flyruter, færgeruter, rørledninger og højspændingsnet senere har været et middel til at mindske de regionale forskelle og udnytte naturresurserne. Vigtige elementer har bl.a. været den 7800 km lange Trans-Canada Highway fra Newfoundland til Vancouver Island (1950-1970); Saint Lawrence Seaway 1954-1959 (den direkte skibsforbindelse mellem Atlanterhavet og Great Lakes); ANIK-satellitterne, der efter opsendelsen 1972-1975 har forsynet Canada med verdens første landsdækkende telesatellitsystem, samt anlæggelsen af et ca. 200.000 km langt net af pipelines, som startede fra olie- og gasfelter i Alberta i 1950'erne og nu har forgreninger til næsten alle større byer og USA i syd.

De økonomiske og miljømæssige fordele og ulemper ved anlægsarbejderne har medført mange politiske stridigheder, dels mellem Forbundsregeringen og de enkelte provinser, dels mellem offentlige og private interesser. Det samme gælder selve transporten, der præges af konkurrerende private og offentlige selskaber, fx mellem giganterne inden for luftfart, Air Canada (statsligt), og Canadian Airlines (privat), og mellem de to største jernbanefragtselskaber, Canadian National (statsligt) og Canadian Pacific (privat). I takt med øget liberalisering har private selskaber fået større markedsandele samtidig med, at offentlige selskaber i løbet af 1980'erne — og udtrykkeligt efter vedtagelsen af The National Transportation Act i 1988 — har fået pålagt strammere økonomisk styring. Det har bl.a. betydet, at det statslige VIA Rail, som kontrollerer næsten al jernbanepassagertransport, måtte nedlægge ca. halvdelen af sine linjer i 1990. Hermed er der sket en klar forringelse af den kollektive trafik i landdistrikterne, mens S-banetog og bustransport stadig er gode alternativer til privatbilismen i storbyerne. I forhold til indbyggertallet er biltætheden i Canada verdens højeste.

Erhverv og beskæftigelse

I kraft af råvarerne har økonomien traditionelt været baseret på et bredt spektrum af træprodukter, landbrugsvarer, metaller og energiråstoffer. Også i dag er råvareafhængigheden betydelig, selvom spredningen på andre økonomiske sektorer er langt større end tidligere. Vendepunktet kom under 2. Verdenskrig, hvor industriproduktionen blev mangedoblet efter store ordrer på skibe, fly og våben. Ved udgangen af krigen havde Canada verdens fjerdestørste industriproduktion og et moderne produktionsapparat, som lagde grunden til en langvarig økonomisk vækst med store udenlandske investeringer og øget efterspørgsel især på det amerikanske marked. Efter midlertidig økonomisk afmatning i 1970'erne og begyndelsen af 1980'erne kom der atter gang i investeringerne og hermed også i vareproduktion og eksport. Da hovedparten af investeringerne blev foretaget af udenlandske selskaber, og Forbundsregeringen samtidig fik et voksende underskud på statsbudgettet, er der fremkommet en rekordstor udlandsgæld.

I bestræbelserne på at rette op på statsunderskuddet har skiftende regeringer forsøgt at reducere de offentlige udgifter — herunder jernbanetransport og bistanden til ulandene — og øge skatteindtægterne ved fx at lægge omsætningsafgift på forbrugsvarer og serviceydelser (1991). Desuden håber man, at landet kan profitere af den omfattende frihandelsaftale, North American Free Trade Agreement (NAFTA) med USA og Mexico. Både i absolutte værdier og i forhold til BNP har Canada en stor udenrigshandel, som siden 2. Verdenskrig har været domineret af det amerikanske marked. I 1990 var 75 procent af eksporten og 65 procent af importen knyttet til handel med USA, mens resten var fordelt på lande overalt i verden, heriblandt Japan, der nu er Canadas næststørste handelspartner.

Canada har haft en betydelig vækst i servicesektoren. Handel og serviceerhverv bidrager med 66 procent af BNP og omfatter hele 71 procent af arbejdsstyrken. Alligevel har væksten ikke været stor nok til at forhindre, at arbejdsløsheden er steget til 11 procent (1992). Det skyldes især, at beskæftigelsen i landbrug og industri enten er faldet eller har været utilstrækkelig til at opsuge den store tilgang til arbejdsmarkedet som følge af befolkningsvækst og kvindernes stigende erhvervsdeltagelse. Med under 0,5 mio. beskæftigede i 1992 mod ca. 3 mio. i 1951 har landbruget haft det største tab, mens industrien stort set har fastholdt beskæftigelsen fra begyndelsen af 1980'erne. Ikke alle industrier har dog klaret sig lige godt. Men tilbagegangen i flere af de traditionelle råstofindustrier er blevet opvejet af væksten i kemisk industri, elektronikindustri og andre mere forskningstunge brancher.

Alt i alt har Canada i dag en stor og alsidig industri, hvis tyngdepunkt ligger i Ontario og Québec, der tilsammen er hjemsted for ca. 70 procent af virksomhederne. Heroverfor har de små Atlanterhavsprovinser og prærieprovinserne Manitoba og Saskatchewan en beskeden og ensidig produktion, især fødevareindustri, mens Alberta og British Columbia har fået tilgang af mange nye virksomheder uden for de etablerede brancher (træ- og papirindustri i British Columbia, fødevare- og petrokemisk industri i Alberta).

Størst er transportmiddelindustrien, som domineres af bilindustrien omkring Toronto og Windsor i det sydlige Ontario, men også omfatter skibsindustri og en betydelig fly- og rumfartsindustri. Selvom virksomhedslukninger og rationaliseringer har kostet bilindustrien ca. 30.000 arbejdspladser siden 1979, har den stadigvæk flere ansatte og større omsætning end nogen anden underbranche; Canada har bevaret sin mangeårige position som verdens fjerdestørste eksportør af personbiler. Ved siden af en voksende japansk indflydelse domineres produktionen af General Motors, Ford og Chrysler, som efter "Auto Pact"-aftalen med USA i 1965 er blevet favoriseret af afgiftsfrie handler mellem afdelinger i de to lande.

Resurser og miljø

Canada er blandt verdens største producenter og eksportører af bl.a. kobber, svovl, nikkel, uran, zink, bly, jern, guld, sølv, titan, kul, olie, naturgas, fisk, korn og træprodukter. Den imponerende mængde skyldes ikke kun landets størrelse og naturgivne forhold, men er også en følge af specielt USA's forsyningsinteresser. Via investeringer og ejerforhold kontrollerer udenlandske selskaber således en stor del af råvareproduktionen.

Da langtfra alle områder udnyttes lige intensivt, og man til stadighed gør nye fund, er reserverne af bl.a. mineraler og energiråstoffer rigelig store til at sikre forsyningen i mange år fremover. Ud over afstande og klimaforhold m.m. ligger der en begrænsning i hensynet til miljøet, der blev skærpet med loven Environmental Protection Act (1988) og videreført i miljøstyrelsens "Grønne Plan" (1990). Målet er at mindske forureningen og landskabsødelæggelsen ved fx minedrift, træfældning og dæmningsbyggeri. Det giver større udgifter for bl.a. træindustrien (nye skovningsmetoder, mere genplantning), ligesom metalsmelteværker og kraftværker må investere i dyre rensningsanlæg for at nedbringe udslippet af svovl og kvælstof, der er blandt årsagerne til omfattende skovskader og forsuring af mange tusinde søer i Østcanada. Det er også primært af miljøhensyn, at man i årevis har måttet udskyde anlæggelsen af Mackenzie Valley Pipeline fra olie- og gasfelterne i Beauforthavet, mens protester fra de oprindelige cree har ført til, at man midlertidigt har standset det omfattende vandkraftprojekt ved James Bay i Québec efter færdiggørelsen af første etape (1971-1985).

I forvejen er Canada dog velforsynet med energi, ikke mindst i form af vandkraft, der leverer 63 procent af elektriciteten efterfulgt af varmekraft (22 procent) og kernekraft (15 procent). Tallene dækker over store geografiske variationer, delvis pga. forskelle i lokale energiforekomster. Fx er vandkraft næsten enerådende i Québec og British Columbia, mens kulfyrede kraftværker dominerer i Alberta, Saskatchewan og Nova Scotia. Olie- og naturgas, der hovedsagelig kommer fra Alberta og naboprovinserne, anvendes mest til boligopvarmning og fremstilling af benzin og plastvarer.

Minedrift og skovbrug er udbredt i alle provinser, om end de fleste miner ligger i Ontario og Québec ved sydranden af Det Canadiske Skjold. Tømmer- og træproduktionen (finér, træmasse, papir) stammer hovedsagelig fra British Columbia, Québec og Ontario.

I forhold til et produktivt skovområde på 2,4 mio. km2 fylder landbruget ikke meget. Under 4 procent af arealet (135.000 km2) er opdyrket, hvoraf 4/5 ligger i "Canadas kornkammer" i den sydlige del af prærieprovinserne. De flade, halvtørre områder domineres af ekstensivt hvedebrug samt af byg, majs og i stigende grad raps og andre olieplanter. Navnlig Alberta har desuden en stor bestand af kødkvæg, mens malkekvæg, svin og blandede landbrugsformer er mere almindelige længere østpå. Det gælder fx på de frugtbare jorder omkring Great Lakes og St. Lawrence River, hvor frugt og grøntsager veksler med markafgrøder og husdyrhold. Selvom produktiviteten her er den højeste i landet, er områderne hårdt presset af byvæksten, mens jorderosion i mange år har været det største problem på prærierne.

Det meste havfiskeri foregår i Stillehavet (især laks) og i de lavvandede shelfområder ved Atlanterhavskysten, hvor kolde og varme havstrømme mødes (torsk, sild, kuller, rødfisk, hummer og muslinger). Navnlig på de tidligere fiskerige banker ud for Newfoundland har spørgsmålet om kvoter og fiskerettigheder ofte givet problemer med andre lande, fx i den årelange konflikt med Frankrig om fiskeriet ud for de franskejede øer St. Pierre og Miquelon, efter at Canada i 1977 indførte en 200 sømils fiskerigrænse. Tilsvarende, men langt alvorligere stridigheder med især Portugal er opstået om det internationale farvand uden for 200 sømils-grænsen, som efter overfiskning på de kystnære banker (og fiskeforbud for torsk 1995) nu rummer de største fangstmuligheder.

Mens fiskefangsterne og fiskeeksporten har ligget nogenlunde konstant i mange år — Canada er blandt verdens største fiskeeksportører — er der i løbet af 1980'erne sket en voldsom nedgang i fangsten af pelsdyr og salget af pelsskind (sæl, bæver, moskusrotte, mår, vaskebjørn, ræv, odder, mink etc.). Nedgangen har været en følge af protester fra internationale dyreværnsorganisationer, kombineret med EU's forbud mod handel med sælungeskind (1983) og Forbundsregeringens egne bestræbelser på at begrænse fangsten af truede dyrearter.

Klima og natur

Canada har tempereret klima bortset fra de nordlige dele af fastlandet og øerne i Arktis, der ligger i polarzonen. I de koldeste måneder svinger gennemsnitstemperaturen fra nogle få plusgrader ved Stillehavet til -25 °C i det indre af landet og -37 °C længst nordpå. Sommervariationen er noget mindre: Fra julitemperaturer på ca. 20 °C i syd til mellem 4 og 10 °C i polarzonen. Herudover er der betydelige lokale forskelle pga. vindeksponering og terrænforhold; fx kan den varme, tørre faldvind på østsiden af Rocky Mountains, chinook'en, på få timer forårsage temperaturspring på op til 25 °C, især om vinteren. Lokale forhold indvirker også på nedbøren, der generelt er mindre inde i landet (40-80 cm pr. år).

Mens polaregnene består af tundra og moser (foruden iskapper og gletsjere på de nordlige øer), er resten af landet dækket af utallige søer og floder og et bredt skovbælte fra Cordillererne i vest (nåleskov) til Appalacherne i øst (blandingsskov). Skovene optager ca. 40 procent af arealet, hvoraf vestkystens regnskov rummer de fleste, ældste og højeste arter (bl.a. douglasgran, hemlock og kæmpetuja). Rovdriften på tømmer har år for år reduceret den oprindelige skov, ligesom der pga. opdyrkning kun er få rester tilbage af prærievegetationen i de halvtørre områder syd for skovene. For at bevare resterne har man nu oprettet en særlig Grasslands National Park. Parken indgår i Forbundsstatens plan om at etablere mindst én nationalpark i hver af de 39 naturregioner, som landet er inddelt i (eksklusiv maritime områder). I dag er ca. halvdelen af regionerne repræsenteret via 34 nationalparker. Nogle af de største og mest imponerende — Wood Buffalo, Kluane, Banff, Jasper og Yoho — ligger i Cordillererne, hvis storslåede bjerglandskaber bl.a. rummer flere tusinde gletsjere, Canadas højeste bjerg (Mount Logan 5959 m) samt en lang række karakteristiske eller sjældne plante- og dyrearter, heriblandt amerikanske arter af elg, ren, bæver og los foruden Nordamerikas største bestande af bison og gråbjørn.

Ud over nationalparkerne, der dækker i alt 182.000 km2, er der mange andre beskyttede naturområder. Hertil regnes et stort antal provinsparker, der giver befolkningen større råderum for rekreative udfoldelser (camping, sejlads, skiløb, jagt og fiskeri). For hovedparten af de ca. 35 mio. turister, der årligt besøger landet, hører nationalparker og naturreservater til de største attraktioner.

Læs mere i Den Store Danske

Kommentarer

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig