Canadas franske kolonitid og en stor del af den engelske byder på rejseskildringer og historiske tekster. Men efter opstanden i 1837-1838 udgav François-Xavier Garneau sin Histoire du Canada (1845-1849, "Canada" står for "fransk Canada"), som indledte mere end hundrede års nationalistisk litteratur op til den anden store historiker Lionel Groulx, som dominerede mellemkrigstidens konservative ideologi. Den fransk-canadiske litteratur er altså ung, og den har fra sin romantiske start et nationalt præg, tidligt konservativt og med kirken som centrum.

Først som en spæd tendens, senere som et overalt forekommende motiv ligger myten om les coureurs des bois, skovens folk, som fra den første bosættelse strittede imod kirkens ønske om en befolkning af bønder og missionærer. De kom bl.a. til ære og værdighed hos Joseph-Charles Taché i Forestiers et voyageurs (1863, Skovfolk og frie fugle), hvor de kædes sammen med den folkelige tradition af viser og fortællinger.

Den videst kendte roman om Québec, Maria Chapdelaine (1916, på dansk i 1922), er skrevet af franskmanden, Louis Hémon (1880-1913), men medregnes i den canadiske litteraturhistorie. Den tematiserer myten om frie jægere versus stræbsomme bønder og blev model for en stribe hjemstavnsromaner, banale bortset fra et par undtagelser, fx Félix-Antoine Savard (1896-1982) og Ringuet (1895-1960).

Forsøg på at knytte bånd til europæisk litteratur ses bedst hos poeterne; Émile Nelligan (1879-1941) først i det 19. århundrede, i 1940'erne hos Saint-Denys Garneau (1912-1943) og Anne Hébert, senere med engageret lyrik af Raymond Leblanc og Guy Arsenault. Senere skrev Anne Hébert bl.a. den prisbelønnede roman Les Fous de Bassan (1982, dansk titel Vanvidsfuglene, 1984), som omhandler striden mellem sammenhold og individualitet i et traditionelt landsbysamfund.

Byen og arbejderne har været motiv for forfattere som Gabrielle Roy (fra Manitoba) og Roger Lemelin (1919-1992). Efter nogle år i 1950'erne, hvor poesien førte ordet, bl.a. hos Gaston Miron (1928-1996), blev den "stilfærdige" revolution rammen om romanens guldalder med navne som Jacques Ferron (1921-1985), Marie-Claire Blais (født 1939), Hubert Aquin (1929-1977), Réjean Ducharme (født 1941; gennembrud med den samfundskritiske roman L'Avalée des avalées, 1966, dansk titel Slugerens slugt, 2016), og teatrets med Michel Tremblay (født 1942).

Siden har der været flere åbninger af den canadiske litteratur; i 1980'erne mod amerikansk litteratur (fx Jacques Poulin (født 1937) og i 1990'erne med den såkaldte migrantlitteratur repræsenteret af bl.a. Dany Laferrière (født 1953) fra Haiti og Ying Chen (født 1961) fra Kina (Shanghai).

I Acadien, som er den fransksprogede del af de maritime provinser, er den prisbelønnede Pélagie-la-Charrette (1979) af Antonine Maillet (født 1929) et vigtigt eksempel på den litterære brug af den lokale franske dialekt.

Læs mere i Den Store Danske

Kommentarer

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig