Canada tilhører gruppen af verdens otte økonomisk største industrialiserede demokratier, de såkaldte G8-lande. Økonomien er tæt integreret med USA's, og afhængigheden har været stigende, siden de to lande i 1989 indgik en frihandelsaftale. Således gik 86 % af Canadas eksport i 2004 til USA, mens 73 % af al import var amerikansk. Frihandelsaftalen NAFTA, North American Free Trade Agreement, blev med virkning fra 1994 udvidet til også at omfatte Mexico.

Mens Canada således arbejder aktivt for at fremme den internationale handel, er der forhindringer for den frie mobilitet af varer, tjenesteydelser, kapital og arbejdskraft mellem landets provinser. Restriktionerne omfatter bl.a. uensartede regulativer for erhvervstransport og handel med landbrugsvarer samt krav til etablerings- og opholdstilladelse ved udførelse af visse erhverv. Disse forhold var sammen med andre stivheder på arbejdsmarkedet en medvirkende årsag til, at arbejdsløsheden selv i perioder med højkonjunktur i en årrække ikke kunne nedbringes i væsentlig grad. Dette har vakt ekstra opmærksomhed, idet erhvervsfrekvensen har været faldende, bl.a. fordi en del af landets stigende antal immigranter er uden tilstrækkelige kvalifikationer til at indtræde på arbejdsmarkedet.

Udgifterne til det canadiske social- og sundhedssystem har lagt beslag på en stadig større del af nationalindkomsten. Da det ikke har været muligt at finansiere stigningen fuldt ud ved hjælp af skatteopkrævninger, har konsekvensen været en stærkt stigende offentlig gældsætning, som i 1993 svarede til omkring 2/3 af BNP; især provinserne Newfoundland, Nova Scotia og Saskatchewan var tidligere stærkt gældsatte. Dog har den øgede udvinding af naturresurser i disse provinser bidraget til at ændre dette billede.

Udviklingen har medført finanspolitiske stramninger, skattereformer samt tiltag til at mindske den offentlige sektor; fx er antallet af regeringsorganer og ministerier reduceret, ligesom omkring halvdelen af knap 100 offentlige virksomheder, de såkaldte Crown Enterprises, siden midten af 1980'erne er blevet privatiseret.

Valutaen, canadisk dollar, følger mere eller mindre bevægelserne i US-dollar og blev svækket betydeligt i midten af 1980'erne, da dollaren tabte omkring halvdelen af sin internationale værdi. Dette medførte en forværring af det canadiske bytteforhold, men samtidig en forbedring af konkurrenceevnen. En ny forbedring heraf er sket siden begyndelsen af 1990'erne som følge af lav stigning i inflationen og stigende produktivitet. Til trods for et stort overskud på handelsbalancen, ikke mindst over for USA, havde Canada i 1990'erne et stort underskud på betalingsbalancen. Dette skyldtes dels et betragteligt underskud på rejsebalancen, dels rentebetalinger på den store udlandsgæld, som i 1993 var på ca. 220 milliarder dollar.

Den Liberale regering, som tog over i 1993, havde derfor som sit vigtigste mål at reducere Canadas gæld og skabe overskud på betalingsbalancen. Med finansminister Paul Martin ved roret lykkedes dette på ganske få år. Offentlige indgreb, vækst i primærindustrierne (især energi fra olie, gas og hydroelektricitet) samt en arbejdsløshed på blot 6-6,5 % har således siden 2001 sikret Canada den sundeste økonomi blandt G8-landene.

Dansk eksport til Canada er stærkt stigende og var i 2004 på 5 milliarder kroner, mens importen var på 1,4 milliarder kroner. De vigtigste danske eksportvarer var medicin (kemikalier), udstyr relateret til vindenergi, animalske landbrugsvarer og maskiner til industrien. Danmarks import fra Canada består især af fisk og krebsdyr, elektronisk udstyr, maskiner til industri og transport, medicin og mineraler.

Læs mere i Den Store Danske

Kommentarer

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig