Can Xue, egl. Deng Xiaohua, f. 1953, kinesisk forfatter fra Hunanprovinsen. En af de mest særprægede kvindelige fortællere i Kinas nyeste litteratur. I en række noveller, kortromaner og en enkelt lang roman Udbryderdronningen (1988) skildres de specielle forhold mellem familiemedlemmer eller naboer, som er uløseligt forbundne i manglende forståelse og evig indblanding. Can Xue bruger et surrealistisk billedsprog med stænk af sort humor, og flere af hendes fortællinger kan læses som galgenhumoristiske parodier på individualitetens vilkår i overvågningssamfundet eller som allegorier på den politiske kultur.