Camille Desmoulins

Faktaboks

Camille Desmoulins
født:
1760
død:
1794

Camille Desmoulins.

.

Camille Desmoulins, 1760-1794, fransk advokat, journalist og politiker under Den Franske Revolution. Den 12.7.1789 opfordrede Camille Desmoulins i Palais Royal mængden til oprør, og to dage senere faldt Bastillen.

I hans brochure La France libre og senere i hans blad Les Révolutions de France et de Brabant kom hans fremragende journalistiske evner til udtryk.

Camille Desmoulins var medlem af Cordeliersklubben og blev her ven med Georges-Jacques Danton. Han blev valgt ind i Nationalkonventet og tilsluttede sig montagnarderne. Som journalist var han meget respekteret, men på grund af sit impulsive væsen nød han ikke stor agtelse i forsamlingen.

Sammen med Danton forsøgte han at afvikle Rædselsherredømmet og udgav Le vieux cordelier som talerør for den nye forsoningspolitik. Kun syv numre udkom, inden Robespierre efter en vis tøven standsede udgivelsen.

Sammen med Danton blev Desmoulins arresteret og guillotineret den 5.4. 1794. Han var gift med den smukke Anne Lucile Laridon-Duplessis, som Robespierre lod henrette en uge senere.

Kommentarer

Din kommentar publiceres her. Redaktionen svarer, når den kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig