Cameroun - geografi

Cameroun - geografi, Cameroun strækker sig over 1200 km fra nord til syd, og der findes over 200 etniske grupper fra regnskovsbæltet i syd, som især præges af bantufolk, til Sahelbæltet i nord, befolket af bl.a. fulani.

Befolkningen vokser med ca. 2% om året. Der er en betydelig vandring mod byerne, hvis andel af befolkningen voksede fra 14% i 1960 til 55% i 2005. Det er især havnebyen Douala (ca. 1,5 mio. indb.) og hovedstaden Yaoundé, der har været mål for flytningerne.

Landbruget beskæftiger næsten ³/₄ af befolkningen og bidrager med ca. 45% af BNP. Cameroun er selvforsynende med de fleste fødevarer. Basisafgrøder er hirse, majs og rodfrugter; desuden er risproduktionen stigende. Økonomisk krise i 1990'erne har betydet et fald i den samlede produktion, idet statslige subsidier på kunstgødning m.m. er faldet bort.

De vigtigste eksportafgrøder er kaffe, kakao og bomuld; disse varer var af afgørende betydning, indtil olieproduktionen begyndte. Der eksporteres også gummi og palmeolie samt bananer; bananeksporten er i stærk vækst under indtryk af EU-landenes politik på dette område, idet import fra Latinamerika søges erstattet af import fra de nærmere samarbejdslande i Afrika.

Omkring halvdelen af Cameroun er dækket af skov, men kommercielt skovbrug er af begrænset betydning, og resurserne benyttes især til lokal brændeproduktion. Mulighederne for fiskeri fra den korte kystlinje er stærkt begrænsede; farvandene ud for Cameroun er fiskefattige, og territorialfarvandet begrænses af øen Bioko, som tilhører Ækvatorialguinea.

Minedrift og industri. I 1977 indledte et fransk selskab olieproduktion fra offshorefelter nær grænsen til Nigeria. Felterne blev hurtigt fuldt udbygget, og produktionen har været faldende siden 1985. Kalksten udnyttes i cementindustrien, mens øvrige mineralresurser ikke udvindes. Der er betydelige bauxitforekomster, men landets ret store aluminiumindustri benytter bauxit og alumina fra Guinea som råstof.

Industrien bidrager med ca. 17% af BNP (2005). Sektoren domineres af råvareforarbejdning, aluminiumkomplekset i Edéa er det vigtigste. Det blev bygget allerede i kolonitiden (1958) og er baseret på elkraft fra et vandkraftværk på Sanagafloden. I øvrigt er industrien opbygget efter selvstændigheden og især rettet mod at erstatte tidligere import af forbrugsvarer — bortset fra cementindustrien, som har en beskeden eksport.