Calatravaordenen, spansk gejstlig ridderorden, grundlagt 1158 og anerkendt af paven 1164; opkaldt efter byen Calatrava.

I kampen mod muslimerne opstod i 1100-t. religiøse ridderordener på Den Iberiske Halvø. De havde en vigtig militær opgave under generobringen af Spanien, reconquistaen, som var blevet indledt i 1060'erne, men først endeligt blev afsluttet i 1492. Desuden fik ordenerne ved deres kombination af religiøse og aristokratiske idealer indflydelse på højmiddelalderens ridderkultur og på forsøgene på at formulere en kristen etik for krigsførelse.

Calatravaordenen blev optaget blandt cistercienserne, og fra 1200-t. fik den selv tilsynsret med andre gejstlige ridderordener, bl.a. Alcántaraordenen og Avísordenen. I 1400-t. medførte ordenens rigdom indblanding fra de lokale fyrster, og klosterlivets disciplin blev ofte brudt; flere af ordensmestrene overholdt ikke cølibatet. I 1501 blev alle gejstlige ordener i Spanien administrativt underlagt kronen, og siden begyndelsen af 1800-t. har Calatravaordenen udelukkende været en militær fortjenstorden.

Kommentarer

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig