Calais

Calais, by på den franske Kanalkyst; ca. 72.500 indb. (2013). Calais opstod ved en af de få flodmundinger, der gennembryder kystklitterne, og ligger omtrent på det sted, hvor afstanden til England (til Dover) er kortest, blot 38 km. Byen er delt i to: Havnebyen Calais Nord med den gamle bydel, der er genopbygget efter 2. Verdenskrig, og Calais Syd med administration og industri. Kontinentets største passagertrafik til England går gennem Calais. Efter åbningen i 1994 af Kanaltunnelen, som er ført i land umiddelbart SV for Calais, er antallet af færgepassagerer faldet, men er dog stadig ca. 10 mio. (2015). Som godshavn er Calais beskeden, men byen har en betydelig og alsidig industri inden for bl.a. tekstiler og undervandskabler.

Calais' historie er ganske domineret af byens rolle som overfartshavn til England. Byen blev grundlagt i 900-t. af greverne af Flandern, og sammen med resten af grevskabet blev den underlagt den franske krone i 1200-t. I 1347 blev Calais erobret af englænderne efter at have været belejret i næsten et år. Edward 3. lovede at spare byen, mod at seks borgere lod sig henrette frivilligt. De blev dog benådet, men episoden har dannet baggrund for bl.a. Rodins skulptur Borgerne fra Calais. I 1558 generobredes Calais af Frankrig. Under 2. Verdenskrig blev størstedelen af den gamle by ødelagt af bombardementer. Byen blev kraftigt befæstet af tyskerne under krigen, og talrige bunkers er stadig synlige.

Kommentarer

Din kommentar publiceres her. Redaktionen svarer, når den kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig