Cajus Gabriel Cibber, ca. 1635-1700, dansk billedhugger og arkitekt, fra 1667 virksom i England, hvor han som billedhugger arbejdede sammen med arkitekten Christopher Wren. Han udførte dekorative skulpturer i barokstil til flere af Wrens bygninger, fx biblioteket i Trinity College i Cambridge (1681) og Saint Paul's Cathedral i London (1698-1700). I Danmark findes tre blystatuer af ham, Tro, Håb og Kærlighed, fra den nu nedrevne danske kirke i London (1694-96, Glyptoteket).