Cairo (Historie)

Cairo (Historie), Fra 969 til osmannernes erobring i 1517 var Cairo hovedstad i et kæmperige og tjente umådelige rigdomme på handelen med især krydderier mellem Europa og Asien. Kort før pesten i 1348 nåede befolkningstallet op på en halv million. Krydderihandelen blev hårdt ramt af Vasco da Gamas opdagelse i 1498 af søvejen til Indien, men handelen med kaffe blev en god erstatning indtil 1700-t.

Napoleons erobring af Cairo 1798-1801 betød et møde med vestlig administration. Nye industrier kom til, og i 1854 indviedes jernbanen til Alexandria. Moderniseringen tog fart under Ismail Pasha (1863-79), som efter et besøg i Paris erklærede, at Cairo ved åbningen af Suezkanalen i 1869 skulle ligne en europæisk storby; boulevarder og parker blev udlagt, en opera blev opført, og gas, vand og belysning indlagt. Indbyggertallet, som i 500 år havde svinget mellem 200.000 og 300.000, voksede betydeligt; udlændinge strømmede til, især grækere, italienere og syrere.

Ved den britiske erobring i 1882 var Cairo allerede en kolonial by, der var delt i to; mod øst en arabisk del med snoede gader, moskéer og basarer, som fattige tilflyttere fra landet efterhånden sled ned. Mod vest en europæisk del med elegante facader, hoteller, banker, alléer og pladser. Nye bydele voksede frem; de fornemme Zamalek og Heliopolis, industrikvartererne Shubra i nord og Helwan i syd samt millionforstæder vest for Nilen.

Cairo har været hjemsøgt af brand (1952) og jordskælv (1992), men også af optøjer (1952, 1977), hvorunder folk fra de enorme fattigkvarterer raserede centrum. Den store Tahrir-plads i byens centrum var i begyndelsen af 2011 samlingssted for de omfattende folkelige demonstrationer, der gik forud for præsident Mubaraks tilbagetræden 11.2.2011.

Læs mere om Cairo.