Cagliari, by på sydkysten af Sardinien; 162.600 indb. (2004). Byen er handels- og administrationsby for den 6895 km2 store provins af samme navn (760.300 indb. 2001), der har en betydelig produktion af vin, grøntsager og blomster samt fåreavl, minedrift (bly, zink, kul) og turisme. I Cagliaribugten udvindes salt.
Byen Cagliari har kemisk industri samt metal-, tekstil- og cementindustri, men er som øen i øvrigt ramt af økonomisk krise. Den har Sardiniens største havn. Den ældste bykerne, der ligger højt på en befæstet klippe, forfalder, mens nyere bydele opføres nedenfor langs bugten og mod nord mod den frugtbare slette Campidano. Domkirken stammer fra 1200-t.; kirken San Saturnino går tilbage til 400-500-t. og blev ombygget i 1100-t.
Kommentarer
Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.
Du skal være logget ind for at kommentere.