Caen

Caen, by i Nordfrankrig 200 km vest for Paris, ca. 107.200 indb. (2013). Caen er administrationsby for departementet Calvados. Byen har en vigtig flodhavn, der har kanalforbindelse med den lille flod Orne og med havnen Ouistreham ved den franske Kanalkyst. Industrien er mangesidig og fremstiller bl.a. biler (Citroën) og elektronik. Industrien er delvis flyttet ud i omegnen. Byen har siden 1400-t. haft universitet og rummer forskningsinstitutter (strålingsfysik, biomedicin) samt flere museer.

Caen, der ligger ca. 10 km syd for invasionskysten for de allierede styrker i 1944, blev stærkt ødelagt under 2. Verdenskrig. Den er siden genopbygget, og mange historiske bygninger er restaureret.

Umiddelbart efter 1059 gjorde Vilhelm 1. Erobreren og hans hustru Matilda bod for deres kirkeretsligt ulovlige ægteskab ved at grundlægge hver sit benediktinerkloster i Caen.

Kirken Saint-Étienne i Vilhelms kloster, Abbaye-aux-hommes, blev ombygget i 1200-t.s begyndelse med omgangskor og spir på de to vesttårne, mens kirken La Trinité i Matildas kloster, Abbaye-aux-dames, har bevaret sit romanske kor med krypt. Stifterne er begravet i hver deres kirke.

Mellem de to klostre ligger Vilhelm Erobrerens borg. Blandt byens sognekirker er Saint-Nicolas fra 1080'erne, Saint-Pierre, hvis korparti i flamboyant gotik er bygget 1518-45, og Saint-Julien, nyopført i beton 1954-59. En renæssancebygning er Hôtel d'Écoville fra 1535-40.

Kommentarer

Din kommentar publiceres her. Redaktionen svarer, når den kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig