CFC

CFC, ChlorFluorCarboner, syntetisk fremstillede kemiske forbindelser med samme struktur som kulbrinterne methan eller ethan, men hvor brintatomer er erstattet med klor- eller fluoratomer. En talkode angiver den nøjere struktur; CFC-11 er således CCl3F. Forbindelserne benævnes kommercielt og populært freon.

Det er kemisk meget stabile, ugiftige, lugtfri og ikke-brændbare forbindelser. De anvendes endnu som kølemiddel i køleanlæg, som drivmiddel i spraydåser og som hjælpestof ved fabrikation af skumplast; deres anvendelse skaber dog miljømæssige problemer, da de i stratosfæren kan nedbrydes, hvorefter frigjorte klorradikaler katalyserer den uønskede nedbrydning af ozonlaget. Anvendelse af CFC-forbindelser søges derfor begrænset, og de erstattes i stigende omfang af andre stoffer, i spraydåser fx af butan.

Kommentarer

Din kommentar publiceres her. Redaktionen svarer, når den kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig