C.V. Rimestad, Christian Vilhelm Rimestad, 1816-1879, dansk politiker, redaktør og organisator. Rimestad var fra 1832 lærer og 1846-53 bestyrer ved Borgerdydskolen. Han var MF 1854-66 og 1869-72, først tilknyttet Bondevennerne, senere De Nationalliberale. Sin betydeligste indsats ydede Rimestad i en række arbejderforeninger, navnlig den af ham selv stiftede Arbejderforeningen af 1860, hvor han forestod et stort oplysningsarbejde og redigerede foreningsbladet. Han redigerede desuden Christian Ferslews (1836-1910) Dags-Telegraphen 1864-75 og Nationaltidende 1876-77.