Faktaboks

C.L. David
Født
30. juli 1878
Død
18. april 1960

C.L. David, Christian Ludvig Julian David, 30.7.1878-18.4.1960, dansk jurist og kunstsamler; højesteretssagfører 1911. En stor del af C.L. Davids virke lå inden for dansk erhvervsliv. Fra 1913 var han bestyrelsesformand for De Forenede Vagtselskaber og senere for de selskaber, der blev til ISS, og 1922-58 for Aarhus Oliefabrik.

Under Landmandsbanksagen (se Landmandsbanken) i begyndelsen af 1920'erne var David forsvarer for direktør Emil Glückstadt.

Davids store interesse for kunst og kunstindustri resulterede 1945 i oprettelsen af C.L. Davids Fond og Samling (se Davids Samling), og som formand for Selskabet Kunstindustrimuseets Venner 1925-60 og formand for museumsbestyrelsen fra 1942 bidrog han også økonomisk til udvidelsen af dette museums samlinger.

Landstedet Marienborg ved Lyngby testamenterede han til staten til brug for landets statsminister.

Kommentarer

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig