C.E. Fenger

Faktaboks

C.E. Fenger
født:
9. februar 1814
død:
21. september 1884

C.E. Fenger.

.

C.E. Fenger, Carl Emil Fenger, 9.2.1814-21.9.1884, dansk læge og politiker. C.E. Fenger blev læge i 1835 og uddannede sig derefter i udlandet i patologisk anatomi; i 1843 blev han lektor i dette fag, hvorved det blev indført på Københavns Universitet.

Under sit udlandsophold var han blevet inspireret af fransk forskning og fik en fremtrædende placering i den moderne lægevidenskabs gennembrud i Danmark ved i 1839 at indføre statistiske metoder ved videnskabelige undersøgelser. 1850-59 var han professor i medicin ved universitetet.

C.E. Fenger havde tidligt indledt en politisk karriere, idet han havde tilsluttet sig De Nationalliberale og 1849-52 samt 1861-76 var indvalgt i Folketinget, 1850-52 var formand for Finansudvalget og 1855-61 medlem af rigsrådet.

Han var med få afbrydelser finansminister 1859-63 og 1870-72. Som borgmester i Københavns Kommune 1875-83 videreførte Fenger sin sygdomsforebyggende indsats og stod bl.a. bag opførelsen af Øresundshospitalet i 1875 og Blegdamshospitalet i 1879.

Som direktør for Landbohøjskolen fra 1856 fik C.E. Fenger stor betydning for udviklingen af landbrugs- og veterinærvidenskaben. Af de nationalliberale ledere var Fenger den mest betydelige administrative og finansielle begavelse.

Kommentarer

Din kommentar publiceres her. Redaktionen svarer, når den kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig