C, c (bogstav)

Den almindelige danske udtale af c viser et vekselforhold mellem [s] og [k] ligesom i fransk: som [s] foran fortungevokalerne e, i, y, æ og ø og ellers som [k], dvs. foran bagtungevokalerne a, o og u samt foran konsonanter og i slutningen af ord (Undtagelse: Cypern med [k]).

Forbindelsen ck udtales [k] med foranstående kort vokal som i check. Forbindelsen ch udtales i franske låneord som [ɕ], fx charme og chauffør, i engelske som [ʨ], fx chips. I nogle engelske låneord har ch dog fået udtalen [ɕ], fx en check — modsat et check. I andre findes både [ɕ] og [ʨ], fx choker og charterrejse. I italienske ord, fx chianti, og i græske, fx chiton og Achilleus, udtales ch [k]. For italiensk c(c) foran i og e er udtalen [ʨ], fx cappuccino. (Undtagelse: cello med [ɕ]). Hvor oprindelsessprogets c står for lyden [k], erstattes c på dansk oftest af k, mens c med udtalen [s] altid bevares som c, således dansk cirkus af latin circus og dansk koncert af fransk concert.

Det latinske C stammer fra det græske bogstav gamma, Γ/γ, der har lydværdien [g] (stemt) ligesom dets fønikiske forbillede og det tilsvarende hebraiske bogstav gimæl. Indtil 200-tallet f.v.t. anvendte romerne tegnet C for såvel g-lyd som k. Dette skyldes etruskisk påvirkning, idet C på etruskisk også både stod for g- og k-lyd. Derefter differentierede romerne ved at skrive g-lyden som G, idet C blev forsynet med en "hage", mens bogstavet C alene betegnede lyden k undtagen i visse forkortelser som C. for Gaius og Cn. for Gnaeus. Bogstavet hed i antikken [kɛ], og Cæsars og Ciceros navne udtaltes [ˈkɑi̯sɑɾ] og [ˈkikɛɾo] med ikke postaspireret k-lyd, dvs. næsten som dansk g-lyd. Omkring 500 e.v.t. indtrådte en assibilation af k-lyden foran fortungevokaler, således at c i denne position på romanske sprog og i den middelalderlige udtale af latin udtaltes [ʨ], [ds] eller [s], jf. den tyskpåvirkede udtale af ci som [ʨ] i bynavnet Fredericia.

Som romertal står C for '100' (af lat. centum).