Cæciliaforeningen blev grundlagt i 1851 i København af komponisten Henrik Rung og opkaldt efter kirkemusikkens skytshelgen, der gav navn til en international korbevægelse i 1800-tallet, Cæciliabevægelsen. I centrum stod opførelser af ældre, især italiensk, kirkemusik, men Cæciliaforeningen præsenterede også nye korværker. Koret etablerede sig som et af Københavns førende koncert- og a cappella-kor.
Ved Henrik Rungs død i 1871 overtog sønnen Frederik Rung (1854-1914) dirigentposten i foreningen. Han dannede i 1887 Madrigalkoret, der udelukkende sang a cappella. Senere dirigenter var P.S. Rung-Keller fra 1914 til 1930 og Mogens Wöldike fra 1931 til foreningens opløsning i 1934.
Kommentarer
Din kommentar publiceres her. Redaktionen svarer, når den kan.
Du skal være logget ind for at kommentere.